Hvorfor er den bryllupskage så vigtig?

14 – ugen der gik

Vores uge startede med en fridag, det er jo en rimelig god start på en ny uge. Vi havde begge arbejdet nogle af de andre påskedage, så jeg synes at denne fridag var ved at være tiltrængt..

Mandagen blev brugt på at få færdiggjort vores giveaway – sofabord. Jeg trækker vinderen på tirsdag, så hvis du ikke allerede har deltaget på min instagram, så kan du også deltage lige her.
Michael gik i gang med at lave radiatorskjulere til de radiatorer som mangler sådan en. Han fik skåret dem alle ud i mdf-plade og de mangler nu at blive malet, og få monteret noget jern-net, så man ikke kan se radiatoren igennem. Jeg kastede mig over mit lille kartoffelprojekt, eller lille og lille, det betyder alligevel en hel del her i huset, da vi har en lille konkurrence med min mor om hvem der først kan grave egne kartofler op. Jeg fik derfor sået kartofler i mit lille højbed og fik monteret det lille drivhus oven på højbedet.

Tirsdagen og onsdagen gik med arbejde, Michael tog kontorvognen i brug, men da vi ikke har fået koblet internettet og printeren til derover endnu, blev jeg ved min vante plads ved spisebordet. Torsdag kunne jeg alligevel ikke vente længere og tilbragte derfor min første arbejdsdag i det nye kontor. Jeg glæder mig til at vi får fikset de sidste ting, så vi for alvor kan rykke derover. Arbejdsdagen på kontoret blev dog kortere end sædvanlig, da vi skulle op til Liv Martine og snakke om bryllupskage. Michael havde lovet at være behjælpelig med at få malet lofter i den ene ende af deres hus, så han havde pakket malerpistolen.
Inden jeg oprettede denne blog og min instagram profil havde jeg aldrig forestillet mig at disse medier kan give så mange sjove oplevelser og så fantastisk et netværk. Liv og jeg kender overhovedet ikke hinanden fra “den virkelige verden” men kun igennem Instagram. Så det er virkelig sjovt at tænke på  hvad al dette har først med sig. Vi havde en rigtig sjov og hyggelig aften hos Liv og hendes kæreste Mads, så jeg er sikker på at vi nok skal gentage succesen en anden gang. Jeg synes at det er virkelig givende at følge og tale med en pige som Liv, da hun har rigtig mange visioner og mål med sin virksomhed og ikke er bange for at efterfølge sine drømme. Denne gejst og målrettethed inspirerer mig meget, og jeg føler at jeg kan bruge det i vores eget liv og virksomhed. Bryllupskage fik vi selvfølgelig også snakket om, og det bliver virkelig lækkert! Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Fredag holdte jeg weekend allerede om formiddagen, da jeg skulle på tur med to af mine veninder. Vi havde arrangeret en lille tur til Odense, hvor vi skulle genleve en aften i vores ungdom 😉 Vi skulle nemlig ned og høre en håndfuld af de bands hvis sange vi skrålede med på da vi som 16 årige indtog diskotek Daisy i Rønde hver eneste weekend. Sangene skråler vi stadig med på, dog måtte vores kroppe kapitulere dagen derpå – selvom vi stadig føler os sådan, så er vi ikke 16 år længere…

Søndagen gjorde jeg comback efter det meste af lørdagen på langs. Jeg startede morgenen med rengøring af hele huset og tøjvask. Derefter spiste Michael og jeg morgenmad/frokost i solen på terrassen. Det er faktisk første gang vi prøver det her på gården, så det var jo fantastisk!
30442509_10156341273453777_2681797890522742784_oDer er ikke noget bedere end at sidde med sin kaffe i solen. Det er noget af det jeg længdes aller mest efter i alle vintermånederne. Så når muligheden endelig byder sig, så er det med at komme ud.

Efter rengøringen indendørs fortsatte jeg udendørs. Jeg fik gjort terrassen ren og pudset vinduerne i stuen udvendigt, det er nemlig de eneste vinduer som jeg kan nå fra terrassen af. Jeg skal have fundet en løsning eller en stor stige så jeg kan få pudset de andre vinduer på 1. sal udvendigt. De trænger gevaldigt, men sidste gang jeg ringede efter en vinduespudser blev jeg 1.700 kr. fattigere, så det gør vi så ikke lige igen foreløbig.

Da terrassen var fikset fortsatte jeg på græsplænen, hvor græsset fik sin første slåning i år. Selvom at jeg sidste år var ved at være træt af at sidde og hoppe på havetraktoren time efter time, har jeg alligevel gået og savnet det lidt her i vinter. Det er nu dejlig afslappende at køre rundt i det gode vejr med Mads og Monopolet i ørerne. Så det orange lyn er nu blevet kørt ud fra sit vinterhi.

30441217_10156341275523777_7629679165603577856_n

Det er dejligt at tænke på at vi ikke skal igennem den kæmpe store omgang græsslåning som vi var igennem da vi overtog gården sidste år. Hold nu op det tog mange timer og dage inden vi fik klippet alt det græs ned!

Du kan se hvordan haven så ud da vi overtog gården her

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfor er den bryllupskage så vigtig?