Turen går til Skagen

Min polterabend

Yeees. Intet bryllup unden en polterabend inden. Dette gjaldt også for Michael og mit vedkommende. Jeg vidste godt at mine veninder sikkert ville holde polterabend for mig, men spørgsmålet er jo altid bare – hvilken dag bliver det?

Jeg begyndte dog her de sidste par uger, at tælle weekenderne til brylluppet, for selvom at der stadig er lidt over to måneder til, så rammer vi ind i sommerferie, og weekenderne inden brylluppet tænkte jeg ikke var en mulighed at holde polterabend, så jeg tænkte at nu må det snart være.

Ganske rigtigt. Lørdag morgen stod Michael og jeg tidligt op, da vi havde lagt planer om at skulle videre med renoveringen af vores trappe og terrasse. Da jeg kom ud af badet og var ved at tage tøj på, skimtede jeg min venindes bil i indkørslen – klokken var kun lidt i 7 – og så vidste jeg godt hvad klokken havde slået.

Jeg blev nu iklædt en virkelig grim, gammel “brudekjole” som mine veninder havde købt i en genbrugsbutik.

Så blev jeg moslet ud i bilen og kørt afsted mod mine forældre, hvor hele flokken af mine veninder ventede på mig. Hos mine forældre var der dækket op til det helt store morgenbord, så vi alle kunne få lagt en god bund til dagens udfordringer.
Klokken 10 blev vi hentet af en bus, som skulle køre os, for mig et ukendt sted hen. Allerede der var stemningen i top, bussen var gammel og chaufføren var klar på en fest, så musikken blev fyret op og der blev drukket et par sjusser.
Jeg fik et skema under morgenmaden, hvor jeg skulle gennemføre en række udfordringer i løbet af dagen, for så kunne jeg vinde en tur til Spanien!! Jeg er jo et konkurrencemenneske ud til fingrespidserne, så disse udfordringer havde jeg tænkt mig at udføre – ligegyldigt hvor dumme de var. Så under morgenmaden fik jeg spist en ansjos, klippet en af mine veninders tånegl og lavet en intro til alle deltagere på “norsk”.
I bussen skulle jeg gennemføre endnu en udfordring, som var at synge en Rasmus Seebach sang i højtaleren. Min sangstemme er frygtelig, og så er jeg ikke just den største fan af Rasmus Seebach – så jeg er slet ikke i tvivl om at at det lød rigtig dårligt.

Vi blev kørt ud på en gård et stykke væk fra Århus, hvor vi skulle igennem en række aktiviteter. Den første aktivitet var at jeg skulle flette min egen brødkurv… Jeg gik med instruktøren ind og fandt remedierne frem til opgaven, og fik en kort instruktion. Jeg tror at alle min veninder var ved at dø af grin indvendigt, da de så min reaktion i hovedet, over at jeg skulle flette en brødkurv.. ha ha. Jeg er jo en total drengepige, der er til fart over feltet, så jeg tænkte at skulle flette en brødkurv på min polterabend, måske var at skyde en smule forbi. Opgaven blev dog også hurtigt stoppet af mine veninder, da indslaget kun var indlagt for at tage røven på mig.

Vi gik i stedet videre til en mark, hvor der var linet to biler og en forhindringsbane op. Vi skulle ikke flette en brødkurv, men derimod køre markræs. Fedt! Vi skulle køre stafet i to hold, hvor der skulle køres slalom gennem en forhindringsbane, op og ringe på en klokke, og derefter ræse tilbage til udgangspunktet – MED BIND FOR ØJNENE!
Vi skulle derfor køre to og to, så den ene dirigerede. Det var virkelig sjovt og rimelig sindssygt at køre bil uden at kunne se.

Efter en omgang frokost gik turen videre til rendegraver kørsel. Jeg skulle vælte nogle vanddunke med bagskovlen på en rendegraver, som var blevet sat op rundt om to træstammer, som jeg ikke måtte vælte. Rekorden på stedet var 21 sekunder, og jeg gjorde det på 24 😉

Derefter skulle vi spille hardball inde i skoven. Jeg har aldrig prøvet at spille eller skyde, eller hvad man nu siger, hardball før. Det gjorde vi de næste par timer, og det var mega sjovt. Det kunne godt gøre rimelig ondt at blive ramt, så folk levede sig virkelig ind i det.

Klokken 16 kom bussen og hentede os igen, og vi kørte hjem til Obdrupgård. På vej hjem i bussen blev de sidste ting af udfordringslisten vinget af, og min tur til Spanien var hjemme….. troede jeg. Jeg vandt en tur til Spanien med alt betalt – og her menes så ikke landet Spanien, men badeanstalten Spanien, som ligger inde i Århus… Ledt! 😉

På gården var Michael og hans slæng også landet, da han også fik holdt polterabend samme dag.Her var der blevet ryddet noget af vores hal, dækket borde op og disket op med alverdens drikkevarer.

Michael var heller ikke sluppet for udklædning, så han rendte rundt i “fangedragt” hele dagen. Min “brudekjole” måtte dog kapitulere under hardball kampen, så jeg havde skiftet til noget mere bekvemt.

Aftenen fortsatte med masser af grin, musik og dans, og jeg ramte først sengen igen ved 4 tiden… Sikke en lang og fuldstændig fantastisk sjov dag! Det så ud til at alle arrangørerne havde hygget sig lige så meget som os.

Vi glæder os nu endnu mere til bryllupsfesten den 8. september, og jeg er sikker på at det bliver lige så god en fest!

Sikke nogle fantastiske venner og veninder vi har os – dem værdsætter vi virkelig!

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Turen går til Skagen