Blomsterengen er sprunget ud!

Terrassen tager form

Vi har rigtig travlt for tiden, både på arbejdsfronten, men også med en hel masse projekter her på gården. Vi er jo i gang med at renovere den gamle terrasse, og dette projekt er blevet et noget omfattende projekt end ventet, da den var i mere sølle forfatning end først antaget – jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig at der var så mange arbejdsgange i den. Men vi er nået rigtig langt nu, alt det virkelig trælse arbejde er overstået, og genopbygningen af den er i fuld gang.

Du kan læse mine tidligere indlæg omkring terrassebyggeriet lige her: “Ét af de store projekter” og “Terrassebygger”

Vi har fået nedbrudt begge gelændere på trappen og fået opbygget dem igen. Vi har også fået nedbrudt og opbygget de to søjler for enden af hver side af trappen, og så har vi fået muret gelænderet på selve terrasse-platformen på toppen af terrassen.

Vi kunne heldigvis få taget de keramiske “ruder” ud af væggen under nedbrydningen uden at de gik fuldstændig i stykker. Enkelte af dem blev lidt ødelagte, men kunne reddes med lidt lim. Så de er alle klar til at blive muret i det nye gelænder igen.

Vi valgte at bygge gelænderet op i legablokke i stedet for at støbe dem som de oprindeligt var, da det er noget lettere og hurtigere at gøre, og så kommer man ikke til at kunne se forskel når vi får hele terrassen og trappen pudset op på ny.

Vi ville rigtig gerne have lavet terrassen noget større, men da huset jo er bevaringsværdigt i højeste klasse, så er dette desværre ikke en mulighed. Så vi må bygge en terrasse et andet sted på grunden – plads har vi jo nok af.

Noget andet som vi også har fået lavet færdig er garagerne til robotplæneklipperne. De er blevet etableret i den jordhøj som er foran trappen, og det er virkelig blevet godt synes jeg!

I torsdags fik vi en havemand til at grave kabel ned til robotterne, så nu er de faktisk kørende. Nu mangler vi bare noget vand, så græsset kan blive grønt og begynde at gro igen. Jeg er virkelig spændt på at se vores plæne, når de kommer godt i gang med at slå den, for jeg tror at den bliver flottere end nogensinde før – og så kommer vi til at spare mellem 6-10 timer om ugen på græsslåning, og det er jo den primære årsag til at vi har købt robotterne. Desuden har jeg ladet mig fortælle at muldvarperne bliver væk fra områder der bliver slået af robotter, da de ikke kan lidt at opholde sig steder hvor der bliver rumsteret hele tiden. Nu har vi ikke specielt mange muldvarpeskud i vores have, men det kunne da være dejligt hvis vi slet ingen havde.
Jeg tænker at jeg vil skrive et indlæg omkring robotterne, når de for alvor kommer i gang med at slå græsset, så må vi se om det overhovedet bliver i denne tørre sommer.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Blomsterengen er sprunget ud!