På forsiden af Århus Stiftstidende

Det hele snerper til nu

Der er i dag kun 39 dage til at vi skal hole bryllupsfest hjemme på gården, eller i hvert fald noget af festen. Så jeg synes godt at jeg kan begynde at mærke snerten af at være under et lille tidspres. Men heldigvis har vi også fået lavet rigtig meget på huset den sidste tid, og jeg er sikker på at vi nok nå skal komme i mål med alle de ting som vi har planlagt – ellers så går det sgu nok også.

Et af de projekter som vi efterhånden har været i gang med et godt stykke tid nu, og som der stadig er en del arbejde tilbage i, er vores kæmpe store terrassebyggeri. Vi nåede et rigtig godt ryk med projektet i søndags, og vi skal arbejde videre på det i den kommende weekend.

Pablo er selvfølgelig på dupperne når der skal tages billeder 😉
Vi er gået i gang med at pudse armeringsnet fast hen over legablokkene, så den færdige terrasse forhåbentlig ikke kommer til at revne ligesom den gamle. Til både Michaels og min overraskelse, så var det ufatteligt nemt at arbejde med det armeringsnet, og vi fik hurtigt pudset alle siderne indvendigt på gelænderet og to af siderne udvendigt.

Det næste der skal ske er at vi skal have muret lidt på søjlerne, som står på hver sin side af trappen, da der er et stort “hak” ned mod jorden som skal fyldes ud, inden det skal pudses. Så skal vi have sat net på ydersiden af gelænderet og alle søjlerne som bærer terrassen, disse skal dog først have banket alt det løse puds af.

Når alt har fået armeringsnet på, så skal hele terrassen have et lag puds mere så den bliver ensartet over alt. Samtidig skal de grønne ruder sættes i alle de firkantede huller, hvor de også sad før vi begyndte renoveringen.

Et andet af weekendens projekter var at få malet den nye dørkarm ved hoveddøren. Dette fik Michael gjort i lørdags, mens jeg fik læsset en bil og traileren godt op med gamle tagplader, som vi har fundet rundt omkring på grunden i forbindelse med den løbende oprydning det sidste års tid. Vi har indtil nu brugt gårdspladsen som “losseplads” og dette skal den selvfølgelig ikke blive ved med at være, for den skal ryddes inden brylluppet, vi er derfor ved at få hentet alt det affald som kan betale sig, og så køre resten væk selv. Vi har fået hentet to læs med jern og gammel hegn, og så har vi fået hentet alt vores træaffald som efterhånden fyldte en hel del i landskabet. Der er stadig en stor affaldsbunke med alt muligt blandet affald, så jeg slipper nok desværre ikke for nogle flere ture på lossepladsen.

Michael har også fået sat pyntelister på døren omkring de to fyldninger forneden. Så nu mangler vi bare at finde det helt rette håndtag, som passer til den gamle facade.

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På forsiden af Århus Stiftstidende