Robotplæneklipperne

Personlige tanker

Da vi købte Obdrupgård i sommen 2017, havde jeg lige oprettet en instagramprofil, mest fordi at min veninde lokkende mig til det. Jeg havde i alle årene tænkt at hele den flatterede instagramverden ikke var noget for mig.
Da vi overtog gården gik jeg og tænkte lidt over det store projekt som vi stod overfor, og så kom jeg på ideen at det måske kunne være meget sjovt for vores familie og venner at kune følge med i renoveringen fra sidelinjen, og en sjov måde for os selv at føre en online dagbog med billeder, som vi altid ville kunne se tilbage på.

Michael er jo født i Norge, så han har stadig det meste af sin familie boende i hjemlandet, og bloggen ville derfor også være en rigtig god måde at holde hele den norske familie opdateret hele tiden, da de også viste stor interesse for vores kommende projekt.

I takt med at jeg begyndte at skrive indlæg på her på bloggen omkring vores renovering, voksede interessen for vores projekt og mennesker som jeg slet ikke kendte begyndte at følge med. Det var en virkelig skør følelse i starten, for jeg har aldrig nogensinde tænkt at jeg skulle være “blogger” og den titel klinger stadig lidt skingert i mine øre.

Bloggen blev mere og mere populær og jeg begyndte på samme tidspunkt at poste billeder af renoveringen på Instagram. Også her gik det voldsomt hurtigt. Ja, man kan vidst godt sige at det eksploderede! Jeg kan også her tydeligt huske den dag jeg fik min første følger som jeg ikke kendte personligt. Da jeg startede med at poste billeder fra gården havde jeg de 200-250 følgere som alle var nogle fra “det virkelige liv”, men hen over et par uger voksede antallet til langt over 1.000 følgere, jeg kan huske at jeg synes at det var fuldstændig vanvittigt!
Allerede dengang havde jeg hele tiden overvejelser om, om jeg overhovedet ville dele vores kommende hjem og dele af vores privatliv med så mange mennesker, men de gode oplevelser, nye spændende bekendtskaber og netværk, samt skriverrier omkring renovering med andre som står i samme situation med os overskyggede hurtigt de overvejelser. Instagram kan virkelig noget! Og jeg er virkelig glad for den rejse som jeg føler at jeg har været på indtil videre. Jeg har nu over 20.000 følgere, og det er jeg stadig helt på røven over. Tænk at så mange mennesker finder vores projekt og privatliv interessant.

En af de personer som jeg har fulgt fra min spæde Instagram begyndelse er Liv Martine @livmartine, som vandt bagedysten i 2015. Jeg synes at hendes måde at agere på, på Instagram er meget fængende, autentisk og virkelig underholdende. Jeg føler at jeg kender hende rigtig godt på grund af den måde som hun inddrager sine følgere i hendes hverdag på, og sådan tror jeg også at mange andre af hendes følgere også har det, og det er derfor at vi så godt kan lide at følge med. NÅ, men det korte af det lange er, at jeg godt kan lide Livs måde at køre hendes instagramprofil på, og jeg blev på den måde inspireret til at udvide min brug af dette medie. Derfor fik jeg mod på at begynde at fortælle om de ting vi har gang i, i mine stories, også de ting som rører sig i vores private liv, også selvom at lyden af min egen stemme stadig er noget af det mest forfærdelige jeg ved, ha ha. Min profil på Instagram har hele tiden været min personlige Instagramprofil og ikke en side som kun omhandler renoveringen af Obdrupgård, selvfølgelig er vores projekt omkring Obdrupgård altoverskyggende og den eneste grund til at der er så mange som er interesserede i at følge mig, det er jeg fuldstændig bevidst omkring, og det synes jeg også er et sjovt og anderledes emne i forhold til det som mange andres instagramprofiler cirkulerer omkring.
Dengang jeg gik med tankerne om at udvide mit brug af mediet, så kastede jeg også lidt bolden op til mine følgere, hvor jeg spurgte om dette var noget som der var interesse for, og det må man sige at der var. Det væltede ind med beskeder og alle i en positiv retning. Jeg tænkte derfor at nu prøver jeg det af og ser om det overhovedet er noget for mig “at gå tale til min telefon, i tide og utide”, for det var og er stadig lidt grænseoverskridende for mig. Det blev dog hurtigt til en vane, og jeg synes stadig at det er rigtig sjovt at vise mine følgere andre dele af vores liv og projekt end de ofte flotte billeder som der florerer en del af på Instagram.

Ret hurtigt efter at jeg traf den beslutning modtog jeg en negativ ladet besked på Instagram for dette valg. Personen synes ikke at mine personlige begivenheder passede ind på min ellers spændende profil, så vedkommende ville se om det gik i sig selv igen, ellers ville personen ikke følge med mere.
Jeg kan virkelig ikke sætte mig ind i sådan en tankegang, jo, jeg kan sagtens forstå at man ikke gider følge med mere, hvis indholdet bliver ændret lidt i forhold til dengang man trykkede “følg”, men formålet med at sende beskeden, det forstår jeg ikke. Og det er også hele grundlaget for at jeg længe har haft lyst til at skrive dette indlæg – og specielt pga. min nyerhvervelse af jagttegn, som for nogens overraskelse har resulteret i at jeg for nyligt skød et rålam. Jeg har altid haft holdningen, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så hellere tie stille. Dette gælder for mig i virkelighedens verden, men sandelig også på de sociale medier. Jeg ved ikke hvad denne følger havde i tankerne da vedkommende skrev at vedkommende ikke brød sig om mit “nye” indhold? Skulle jeg føje den holdning og ændre på hele mit indhold på min IG profil kun pga. denne ensomme kommentar? Eller skulle jeg opfatte det som en trussel på at miste én følger?
Jeg er nu blevet jæger, men jeg er ikke på jagt efter følgere! Jeg tager min ret til at poste og skrive om lige præcist det som jeg har lyst til, og den ret kommer jeg aldrig til at gå på kompromis med, for så vil jeg føle at jeg går på kompromis med mig selv.

Jeg synes at det er rigtig sjovt at have så mange følgere som jeg har nu, og det har ført til virkelig mange nye bekendtskaber og sjove situationer. Så jeg fortryder ikke at jeg giver så meget af mig selv, for jeg føler at jeg giver lidt til så mange mennesker, som synes at det er spændende og inspirerende at følge med i vores renoveringsprojet og vores private færden, og det giver mig så meget igen. Ikke i form af antallet af de likes jeg får eller den bekræftigelse som nok er den primære grund til at de sociale medier er så populære hos mennesker rundt omkring på kloden, men derimod at mange får noget ud af at følge mig, om det så er gode råd til renoveringsprojekter, inspiration eller bare underholdningsværdien i at følge vores færden.

Jeg får virkelig sjældent negative kommentarer eller beskeder, og det er nok også derfor at de slår hårdere end hvis det var noget som skete mere eller mindre dagligt. På den ene side er jeg fuldstændig ligeglad, da det ikke kommer til at ændre noget for mig alligevel, men på den anden side, så bliver jeg så rasende når jeg føler at jeg bliver uretfærdigt behandlet og ikke har mulighed for at give vedkommende respons på tiltalen face to face. Jeg har et vanvittigt temperament, og det spiller mig helt sikker et puds i denne forbindelse, for jeg hidser mig op i stedet for at lade det ligge.

Da jeg stolt postede mit opslag af mit første bytte skudt med riffel den 1. oktober (den 1. oktober gik jagten ind, og dagen inden havde jeg bestået riffelprøven) havde jeg slet, slet ikke skænket tanken om at billedet af et dødt rådyr kunne støde nogen – som i overhovedet ikke! Ret naivt tænkt fandt jeg ud af. Jeg er opvokset på landet med en far som har været slagtermester i over 30 år, og selv blevet slæbt med på slagteriet siden jeg ikke var særlig gammel, for at hjælpe og tjene mine egne lommepenge. Så det at se dyr blive slagtet og siden spist er ikke noget som jeg synes er en voldsom oplevelse, men derimod nok den mest naturlige del af vi menneskers liv. Jagt på dyr er jo ikke ligefrem et nyt fænomen, men tidligere et spørgsmål om overlevelse. Det er det heldigvis ikke mere i vores del af verden, og mulighederne for at spise alt andet end kød og produkter som stammer fra dyr er der mange af, som flere og flere nok benytter. Jeg kan sagtens sætte mig ind i at man ikke har lyst til at spise kød, om det så er pga. smagen og konsistensen, dyrevelfærd eller pga. klimaforandringerne eller måske noget helt andet er heldigvis folks eget valg, men jeg kan simpelthen ikke forstå mennesker som føler at det er synd for det lam jeg skød, når det har levet et helt naturligt liv i naturen, uden stress, som blev skudt med ét skud der sad helt perfekt, så den ikke mærkede noget til det overhovedet, det er jo den mest naturlige måde at få sit kød på vil jeg mene – til os der godt kan lide at spise kød.

Jeg fik over 150 kommentarer til dette billede, hvoraf 5 var negative. Derudover fik jeg næsten 300 beskeder den dag, som ALLE var positive. De 5 negative kommentarer fyldte utroligt meget, i forhold til at de reelt set kun fylder 3 % ud af de 150. Jeg synes personligt at det er virkelig usagligt og en smule uintelligent adfærd på de sociale medier bare at skrive “FØJ” eller sende 20 vrede smilyer. Hvad skal jeg eller andre der læser med bruge ordet “FØJ” til? Skulle jeg slette billedet pga. denne kommentar? Eller lægge alle mine hårde anstrengelser som der har været omkring det at tage det jagttegn på hylden, fordi at én person skriver ét ord. Svaret her er et stort rungende NEJ. Jeg havde flere interessante samtaler med vegetarer og veganere i forbindelse med udgivelsen af dette billede, som jeg synes er rigtig fedt. Flere skrev også til mig at de ikke havde lyst til at se på døde dyr, så de måtte takke for denne gang, og lade være med at følge mig mere. Det er jo helt op til folk selv, men hvis man vælger at spise kød og benytte produkter som stammer fra dyr, så man også se den barske virkelighed i øjnene. For at man kan spise sin mors lækre frikadeller eller gå i sin yndlings skindjakke, så er der altså et dyrs liv som måtte ofres på bekostning af dette. Det tror jeg at der er rigtig mange mennesker som slet ikke tænker over i det daglige, når kødet til aftenens måltid skal udvælges i køledisken. Jeg synes i hvert fald ikke at man har ret til at blive stødt af et billede af et dødt dyr, når man selv nyder godt af at spise kød. Nok om det billede og det dyr, der bliver forhåbentlig postet en hel del flere med tiden 😉

Jeg følger Lise Vandborg på Instagram @lisevandborg som vandt nybyggerne med sin mand Michael i 2016. Hun har om nogen været i “morpolitiets” søgelys sådan som jeg kan se det på hendes IG profil. For hvis der er noget som kan sætte gang i det helt store orkester af skældsord og negative kommentarer, så er det holdninger til folks børneopdragelse. Hold da kæft! Respekt til Lise som (som jeg ser det) ufortrødent fortsætter med at poste fra deres hverdag med lille Villy, trods alle de negative kommentarer. Igen, jeg kan simpelthen ikke forstå at man har behov for at kommentere negativt på andres valg. Hvis man ikke har noget pænt at sige, så hold det for dig selv. Det skaber så meget negativitet, og mange af de mennesker som ytre sig, ville aldrig snakke sådan til andre mennesker hvis de stod ansigt til ansigt, men kun har modet fordi de ligger derhjemme i sofaen bag skærmen.

Jeg følger også Sofie Linde på Instagram @sofielinde1 som den anden dag lagde en story op, hvor hun spillede Rabalderstræde for sin 7 måneder gamle datter. Den næste story var en lang tekst hvor der stod: “Til alle jer, der er bekymrede for at jeg, ved at spille Rabalderstræde for min 7 mdr. gamle baby, introducerer tekster omhandlende alkohol og fest, på den måde giver mit barn et forkvaklet forhold til sprut og fest i fremtiden: IS PÅ! Jeg har styr på det! Jeg er en god mor. Og jeg er ikke bange! Lev og lad leve, for helvede. Basta!!!” Igen var jeg i chok!  Der er jo tydeligvis mennesker som i ramme alvor har kommenteret på den første story, at det ikke er i orden at spille sådan en sang for sin baby. Helt seriøst, stop.

Hvis Michael og jeg nogensinde får børn, så vil jeg da stærkt overveje om de skal optræde på mine medier. For jeg orker simpelthen ikke at diskutere om jeg opdrager mine egene børn på en rigtig eller forkert måde. Alt i dag skal helst være så korrekt, og der er der jo ingen som kan eller vil leve op til.

Nu skal det her indlæg ikke være en lang klagesang, selvom det indtil videre lyder sådan. Men jeg følte at jeg havde brug for at  forklare mine holdninger til denne problematik. Til sidst vil jeg gerne takke alle jer som har lyst til at følge med både her og på Instagram. I er virkelig søde! Selvom jeg nogle gange bliver træt af alt det her bloggerræs og hele instagram verdenen, så forhindrer I mig i at slette det hele og fortsætte foretagenet. Det er jo kun for sjov jeg gør det her, jeg lever på ingen måde af det, og jeg har heller ikke nogen intentioner om at komme til at gøre det, så det skal jo være sjovt, ellers giver det ikke nogen mening.

Ha’ en dejlig weekend.

6 kommentarer

  • Anne-Britt Jacobsen

    Godt skrevet Josefine, stå på. Det er så lett å skrive kritiske kommentarer, det er få som ville sagt det samme face to face. Kjempegøy å følge med deg/dere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære Josefine. Elsker at følge dig, og jeres projekter. TAK fordi du deler og giver glæde til alle os, der nyder en dejlig pause og følger med.
    Jeg har det som dig. Trives ikke med dårlig kritik, især når det er uberettiget. Så ærgerlig at 5 kan overskygge 150 som bakkede op. Men sådan er vi nok desværre mange der har det. Jeg forstår det godt. Håber du fortsat vil være den du er og stadig dele (og bande….det gør jeg nemlig også selv 🙈 det er SÅ befriende). Tak for dig 💪🏻👍🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gode tanker og godt skrevet! Håber stadig du synes det er sjovt, så vi andre kan følge med i jeres renovering og liv 😘 Og helt ærligt så nailer du det der “tal til kameraet”.. Det virker meget naturligt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bente Krøyer

    Jeg er så enig med hvert et ord du skriver. Folk har lov at gøre som de vil, og hvis man ikke er enig, så lad dog være med at følge med, i stedet for at være så negativ. Og du har helt ret – jeg følger også Sofie, Lise og Liv – og heldigvis findes de på de sociale medier 😃😃😃

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Githa Pedersen

    Hej Josefine . Du skal bare blive ved med at poste som du gør og lægge det op som du vil . Jeg er fuldstændig enig i , at kan man ikke li’ hvad man ser og hører og bliver rystet over, at der skydes dyr og slagtes osv .. ja så må man jo forlade profilen. Hvor svært kan det være ..? 😏men jeg syns til gengæld , at du / i er rigtig spændende at flg . Det er et kæmpeprojekt i har gang i , som kræver stort arb. Men stor respekt for at i har mod på det . 😊👍🏻Det sker også af og til at jeg bliver inspireret til et el. Andet kreativt … og jeg fik jo bl.a flotte græskar i Rønde, sidste weekend.. pga. Din story .. 😊så bare fortsæt som du gør og go’ weekend , herfra Sæby i Nordjylland .😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Godt skrevet! Jeg tror ulempen ved de sociale medier er at man er kommet meget tæt på ‘fremmede’ som man tror er en del af ens omgangskreds, og at man derfor har ret til at kommentere og kritisere. Derudover viser det jo bare at folk er kujoner da de kan sidde og gemme sig bag en skærm, de ville jo ALDRIG havde sagt det ansigt til ansigt. Jeg håber virkelig du vil fortsætte med at poste og skrive, gerne i endnu bredere omfang end nu skulle du få lyst til det. Jeg syntes ‘bolig-profiler’ er røv syge at følge hvis det udelukkende viser billeder af vaser og møbler!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Robotplæneklipperne