Personlige tanker

Projekt hønsehus

I fredags gik vi i gang med endnu et projekt på gården, nemlig projekt hønsehus. Vi har siden vi købte gården, og også før det snakket om at det kunne være rigtig fedt at have vores egne høns, og dermed også vores egne æg. Vi gik derfor i gang med at bygge hønsehus i det lille røde hus som står over for stuehuset. Bygningen blev nemlig ikke brugt til andet end opbevaring af nogle gamle radiatorer og nogle gamle vinduer, som vi har pillet ud af huset i forbindelse med renoveringen.

Vi vil gerne have 8-10 høns af tre forskellige racer, da jeg rigtig gerne vil have forskellig farvet æg. En af racerne skal være araucana, da de lægger lyseblå æg. Så vil jeg også gerne have nogle høns af racen maran, da disse lægger helt mørkerøde/brune æg, og så vil jeg gerne have nogle høns af en almindelig æglæggerrace, for at være sikker på at vi får æg hver dag. De to andre racer er nemlig ikke ligeså standhaftige æglæggere som de andre.

Sådan så huset ud inden vi gik i gang med at rydde op og bygge hønsehus.

Og sådan så huset ud efter lørdagens arbejde. Vi valgte at lave hønsehuset 5 meter langt og 4 meter bredt, da det passede med den ene side af de gamle kobåse, som vi ikke ville til at brække ned, men det er vidst også rigeligt plads til de høns som vi gerne vil have.

Vi byggede de indvendige vægge af regler og beklædte dem med OSB plader. I det hul i OSB pladerne har vi skudt volierenet fast, så man kan kigge ind til hønsene fra “staldgangen”. Vi mangler stadig at få skudt volierenet fast i loftet, da det er en hurtig og nem løsning til at sikre det gamle troldtektloft i hønsehuset mod ubudne gæster.

Jeg har lavet en lille DIY på hvordan du kan lave dine egne redekasser efter den model som vi har bygget efter. Den kan bruges hvis du gerne vil kunne tage æggene udenfor hønsehuset, uden nødvendigvis at gå ind. Jeg har fået Michael til at lave en tegning af konstruktionen, og så har jeg lavet en “opskrift” som du kan følge, hvis du også drømmer om høns og gerne vil bygge din egen redekasse.

Vi byggede to af disse kasser, så vi har seks redekasser i alt. Vi monterede dem oven på hinanden, og sådan at den skrå del på kassen stikker så ud på bagsiden af væggen ind mod hønsehuset, så lågen på bagsiden kan åbnes udefra.

 

Vi har kopieret designet fra en lignende kasse som jeg fandt på nettet, men vi glemte at skære en plade ud i samme længde som kassen, som skal være kassens skrå “tag” på den side som stikker ind i hønsehuset. Den skal forhindre hønsene i at sætte sig på den, så de ikke skider det hele til.

Næste projekt er at få hængt vand- og fodertrug op inde i hønsehuset, og få bygget hønsegården færdig. Her nåede vi i weekenden at grave alle pæle ned og få skruet alle spær fast til huset. Så nu mangler vi at få gravet volierenet lidt ned i jorden og sat op til det øverste bræt mellem stolperne. I bunden af stolperne skal vi have beklædt med sortmalede brædder. Hønsegården bliver overdækket med et bredmasket net, som skal holde hønsene inde og evt. rovfugle ude. Det stykke af stolperne som rager op over spærene bliver savet af.

Hønsene skal komme ud og ind af et hul i væggen, som bliver lavet under et vindue. Vi har købt en automatisk hønselem, så vi ikke er afhængige af at skulle lukke dem ud og ind hver dag.

Hvis i har spørgsmål og eventuelle fif, så kom gerne med dem 😉

3 kommentarer

  • Ih hvor er det et spændende projekt! 🙂 Dejligt at følge med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det ser så flot ud! Og stort. Mig og min kæreste havde det største skænderi da vi byggede hønsehus hahah meget sjovt (sådan her noget tid efter) at man kan blive sure på hindanden over så noget…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dianna

    Hejsa
    Det ser super godt ud.
    Vi var også på et tidspunkt ved at overveje om vi skulle have et par høns, for kunne huske hjemmefra hvor hyggeligt det var.

    Jeg fandt ud af at der var sket ændringer i det at have høns, siden dengang i starten af 80’erne.
    Nu må man f.eks. ikke fodre med sine rester fra køkkenet.
    Det var jeg ikke klar over var lavet om.

    Jeg indsætter lige link til læsestof om det, hvis I heller ikke ved det.

    https://www.bolius.dk/det-er-forbudt-at-fodre-hoens-med-koekkenaffald-40147/

    God fornøjelse med hønsene og de friske æg 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Personlige tanker