Vores bryllupsrejse

Årets højdepunkter

2018 lakker mod enden og der tages snart hul på et nyt og spændende år. Der er igen sket meget hos os på bare ét år, men år 2018 vil altid huskes som året hvor vi holdte vores livs fest.

Året startede knap så festligt, da vi i familien måtte tage afsked med min Bedstemor. Hun blev hele 89 år gammel, så mere kan man vidst ikke forlange af et menneske, men det er alligevel mærkeligt at skulle forholde sig til at jeg ikke har flere bedsteforældre tilbage og mine forældre nu er den ældste generation i familien.

Den 27. februar måtte Michael og jeg sande at vi ikke kunne blive ved med at klare al det administrative arbejde i Shopfitters Denmark alene og måtte derfor ansætte nogle til at hjælpe os. Vi havde hidtil siddet ved vores spisebord i køkkenet og klaret alt fra bogføring, udregning af tilbud, parmiddage og indtaget søndagskaffen alt sammen ved selvsamme bord, så nu var tiden kommet til at rykke Shopfitters ud af de lidt for private rammer. Vi købte derfor en kontorpavillon som skal huse virksomheden indtil vi får bygget et nyt hus på ejendommen. Det virker for mange skørt at tilkøbe sig 50 kvadratmeter mere når vi i forvejen har 800 af slagsen, men stuehuset skal ikke også huse vores arbejdsplads, da vi ikke ønsker at miste den sidste distance mellem at være på arbejde og have fri da arbejdstimerne er mange i forvejen. Se det indlæg jeg skrev om dette dengang lige her Det nye kontor

Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi har arbejdet rigtig meget i dette år, vi har haft flere butikker mellem hænderne end aldrig før. Og det er både Michael og jeg utrolig stolte af. Ligesom Obdrupgård er blevet vores begges hjertebarn, så er Shopfitters’ det allerede og har for Michaels vedkommende været det i 11 år, og så er det jo det som gør at vi kan betale vores husleje, så det vil altid komme i første række. Jeg kan til nytår fejre to års jubilæum som ansat i virksomheden og jeg har aldrig været gladere for at stå op og tage på arbejde hver dag. Vi er gode til at tale meget med hinanden om hvad der foregår i “butikken” og i hvilken retning vi er på vej hen, vi har de samme mål og drømme, og vi supplerer hinanden ret godt til også at nå dem.

 

Forår på gården

Det skal ikke være nogen hemmelighed at det til tider kan været noget så mørk og smattet en affære at bo på landet, specielt når man som jeg synes at vinteren er lang nok at komme i gennem i forvejen. Så foråret var kærkommen, specielt når det var vores første her på gården. Vi fik sat en masse projekter i gang udendørs her i blandt opsætning af højbede, renovering af terrassen og trappen, såning af blomstereng, opgradering af forhaven og ellers få trimmet en hel masse træer og beplantning. Jeg elsker at gå og rode ude i haven og jeg vil langt hellere knokle med at fælde træer og flytte sten end at stå og svede i et fitnesscenter, så jeg synes det er fantastisk at se at ens hårde arbejde blive omdannet til resultater ude i haven.

Se mere til renovering af trappen her Ét af de store projekter eller Terrassebyggeri og Terrassen tager form

I højbedene skulle der selvfølgelig sættes kartofler. For der findes næsten ikke noget bedre end en nyopgravet kartoffel. Den 18. maj kunne vi grave de første kartofler op.

Et andet halvstort projekt som jeg kastede mig over i 2018 var at få etableret en blomstereng i den fjerneste ende af haven. Jeg havde læst rundt omkring at det ikke bare lige var noget man gjorde, og flere hjemmesider beskrev at jorden gerne skulle forberedes et par år i forvejen.. Dette rækker min tålmodighed selvfølgelig ikke til, for jeg ser helst resultater med det samme 😉 Så blomsterengen blev sået den 10. maj, hvor det regnede den samme aften og nat, og så kom der nærmest ikke regn igen før til august. Så jeg endte faktisk med at opgive håbet om en blomstereng i år. Men lige så stille begyndte det at gro på engen, og i slutningen af juni kunne jeg plukke de første buketter derfra. Det var så fedt! Og jeg er stadig helt oppe og køre over udbyttet som engen har givet, for jeg plukkede først den sidste buket derfra i slutningen af oktober.

Det her billede er blevet en af mine yndlingsbilleder her fra gården, og billedet hamler jo på inden måde op med hvordan det er at stå i engen i virkeligheden med alle duftene og insekterne og sommerfuglene flyvende omkring sig. Læs mere om etableringen af engen fra start til slut lige her:

“Jeg vil ha´en blomstereng

Blomsterengen bliver en realitet!

Så blev der sået blomstereng

Blomsterengen er sprunget ud

Jeg skal afgjort have anlagt blomsterengen igen til næste år!

 

Sommeren 2018

Der kan vidst ikke være nogen tvivl om at sommeren 2018 er en af de somre som de fleste danskere vil huske i rigtig lang tid. Vejret var jo for en gang skyld sommerligt, men jeg tror også at sommeren 2018 er den begivenhed hvor mange der hidtil ikke har tænkt for meget over klimaforandringer virkelig er blevet bevidst om at der sker ting og sager med vores klima. Den om klimaforandringer lader vi lige ligge for at dette indlæg ikke bliver alt, alt for langt.

Men klimaforandringer eller ej, så vil jeg altid huske tilbage på sommeren 2018 som en af de bedste nogensinde. Det er fantastisk at bo på landet om sommeren! Min bedste veninde flyttede ind på gården for en kort periode, og det var virkelig hyggeligt! Vi fik gået og cyklet en masse ture og efter aftensmaden gik vi ud i haven for at plukke aftens dessert, nemlig de kæmpe store kirsebær som havde nydt godt af al den sol.

Sommeren bød jo ikke på særlig meget græsslåning, så vi fik i stedet for brugt tiden på at få installeret to robotplæneklippere, så de næste års græsslåning bliver gjort for os. Vi fik gravet en hel masse kabel ned i haven og fik lavet to fornemme garager til de to robotter. I august kom regnen tilbage og græsset begyndte igen at gro, så du kan læse min “anmeldelse” af det at have fået robotplæneklippere lige her: Robotplæneklipperne

År 2018 var også året hvor Obdrupgård og undertegnede kom på forsiden af en avis, læs hele artiklen her: “På forsiden af Århus Stiftstidende”
Vi synes at det er helt vildt at der er så mange som synes at vores hus og liv er spændende at følge med i, og vi synes at det er sjovt at byde jer indenfor. I år bidrog vi også til en reklame for Norddjurs kommune som er den kommune vi bor i. Du kan se mere om det lige her: Velkommen på forsiden Vi har også optrådt i Bolius, i en artikel om at vise sit badeværelse frem, det kan du læse mere om her: “15 – ugen der gik”

Vores bryllupsfest

Det skal da ikke være nogen hemmelighed at der er blevet snakket en hel masse om bryllup i år både før og efter den store dag. Vi blev jo viet i haven under det store træ den 8. september og det var den bedste dag nogensinde. Når en masse har gået og sagt til os at “det bliver jeres livs fest” Så har jeg helt ærligt tænkt ja ja, men så vildt kan det jo heller ikke være, men det var det virkelig! Alt var bare perfekt. Vi nåede at blive færdige med det som vi skulle i huset og haven, vejret holdte, alle de mennesker som betyder mest for os var mødt op og aftenen var fyldt med sjove og betydningsfulde taler, dans og en masse lækkert mad og drinks.

Du kan læse mine indlæg om brylluppet her: Bryllupsreceptionen eller “Borddækning til brylluppet”

Hvis jeg kunne ændre noget ved denne dag, så kan jeg ikke komme i tanke om én eneste ting som ville have været bedre anderledes, og det er jo fantastisk at have det sådan.

Efterår på gården

Da brylluppet var slut gik vi for alvor i gang med at renovere stueetagen i huset. Michael havde inden brylluppet fået rykket alle gulvene af. Det gode ved denne del af renoveringen i forhold til da vi renoverede første sal er at vi ikke er presset af et hussalg, flytning og sprængende punkter som at få ny varmekilde og kloak, så vi kan gå til og fra renoveringen som vores tid tillader det.

Den 30. september fik jeg langt om længe taget den sidste del af mit jagttegn, jeg bestod nemlig riffelprøven. Tidlig morgen næste dag sad jeg i skydestigen ved min onkel og allerede 30 minutter senere havde jeg nedlagt mit første dyr med riffel. Stolt smed jeg et billede af byttet på Instagram… Til min store overraskelse forargedede dette nogle, at mit nyerhvervede riffeltegn skulle bruges til at jage med. Dette billede kostede 200 følgere på få timer – og det er helt fint med mig, men det gav mig inspiration til at skrive dette indlæg “Personlige tanker” Da jeg med nu over 20.000 følgere på Instagram hurtigt kan blive en af dem som bare gerne vil have tallet så højt som muligt, også selvom dette kan indebære at gå på kompromis med sig selv, og sådan en bliver jeg aldrig.

Den 4. november flyttede der 13 nye beboere ind på gården, 12 høns og en hane. Vi havde inden da brugt et par weekender på at bygge dele af en gammel bygning om til et hønsehus med tilhørende hønsegård. Glæden ville ingen ende tage da vi allerede to dage efter fandt de tre første æg, og de siden har lagt æg hver eneste dag, lige med undtagelse af én dag. Læs mere om hønsene og hønsegården her: “Projekt hønsehus” og “Høns og æg i hønsehuset”

Den 5. november var vi i 19-nyhederne på TV2, da vi skulle medvirke i et kort klip i forbindelse med at Danmarks smukkeste herregård var blevet kåret. Det var selvfølgelig ikke vores, og Obdrupgård er jo faktisk ikke en herregård – men en proprietær ejendom. Journalisterne synes dog at det kunne være sjovt at inddrage os i denne sammenhæng, da vi er to helt almindelige danskere som har kastet os ud i dette eventyr.

Vi knoklede videre med stueetagen sideløbende med mange timer på kontoret i Shopfitters, så vi er efterhånden ved at være ret langt i renoveringsprocessen. Der var mange ting som skulle ordnes inden vi den 8. december slukkede computere og telefoner, da turen gik på bryllupsrejse i Mexico.
Vi kom netop hjem i går aftes, og vi havde en fuldstændig fantastisk tur! Vi fik slappet af og ladet batterierne op til endnu et nyt og travlt år, som vi begge er overbevist om at år 2019 også bliver.
Læs mere om turen til Mexico her: “Vores bryllupsrejse”
Når vi sidder og kigger tilbage på alt det som vi har nået i 2018, på bare ét enkelt år, så glæder jeg mig virkelig meget til at se hvad denne “års beretning” indeholder næste år.

De næste dage inden jul kommer til at gå med arbejde, julefrokost for firmaet og de sidste juleforberedelser da Obdrupgård selvfølgelig skal danne ramme til vores jul.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores bryllupsrejse