DIY - rå murstensvæg

Vi har fundet fliser

Vi har været længe om at få truffet en beslutning med materialevalget på vores to badeværelser og to toiletter, for vi har nemlig ikke haft en helt klar plan med disse rum, som vi har haft med alle de andre her i huset. Vi har været rundt i mange forskellige flisebutikker for at finde det vi søgte, men vi har måtte sande at fliser med farver ikke er så lette at finde som alle de populære beton-look fliser som er overalt. Det er i hvert fald ikke let at finde gulvfliser i farver, for alle dem som jeg fandt interessant undervejs var nemlig kun vægfliser som ikke har samme holdbarhed som de der er beregnet til gulv.

Men i går fik vi et lille gennembrud, men et gennembrud som vi har sukket efter i mange måneder. Vi blev nemlig enige om fliserne til toilettet på 1. sal og toilettet i gildesalen på stueetagen. Og hold nu op hvor er det dejligt! Nu er vi ligesom igang. For vi mangler jo stadig at finde fliserne til det store badeværelse på 1. sal og badeværelset i stueetagen, men jeg føler at vi er ved at være på sporet af hvad vi skal have.

Toilettet på 1. sal skal have fliserne på billedet herover. De mønstrede grå skal være på gulvet med en bortkant af en ensfarvet grå flise i samme farve som de mønstrede grå. De lyserøde skal være på væggene hvor de skal stå på højkant som på billedet. De skal sættes op af væggene i samme højde som vores kommende træpaneler rundt i huset, nemlig 120 cm. Vægfliserne skal afsluttes med en bortflise i samme lyserøde farve, så jeg tror at det bliver helt vildt flot. Så ja, jeg fik lokket Michael med på et lyserødt toilet 🙂

Dette bliver stilen på toilettet i stueetagen. Vi har hakket pudsen af alle væggene, så de øverste murstensfliser er bare for at se murstenene samme med de valgte fliser. Vi skal nemlig have de brune sekskantede fliser på gulvet og de brune glaserede fliser på væggene. Her skal fliserne også sættes op i en højde af 120 cm. De brune glaserede fliser er dog lidt større end dem på billedet, da vi har valgt formatet 14 x 14 cm, hvor de på billedet kun er 10 x 10 cm. Vi skal have messingarmaturer på alle badeværelserne, så messingpladen oven på fliserne ligger der for at vi kunne få en fornemmelse af sammensætningen.

Fliserne på billederne har vi fundet hos Aarhus bad & fliser i Egå.

Så nu har vi nogenlunde styr på de to toiletter i huset, nu mangler vi kun de to badeværelser. Vi har fået styr på plantegningen på begge badeværelser, det på stueetagen skulle vi have klar til at gulvet blev støbt, så det er forlængst besluttet, men plantegningen over badeværelset på 1. salen har drillet os lidt. Vi har snakket rigtig meget om vores ønsker til det hver især, og taget højde for vinduer og dør, så nu er vi endelig nået i mål med det.

Den eneste indgang til badeværelset bliver fra vores soveværelse – gennem den blå skabsvæg. Vi har prioriteret at få en kæmpe stor bruseniche med to brusere. Vi får også plads til et badekar, et 2 meter langt badeværelsesmøbel og selvfølgelig et toilet. Vi ved endnu ikke om vi får plads til skabe, hylder eller anden opbevaring, men vi laver en lang radiatorskjuler på væggen ved vinduerne. Radiatorerne bliver sløjfet da der bliver lagt gulvvarme, men vi tænker at benytte pladsen til opbevaring og i stedet lave en radiatorskjuler ligende møbel, hvor der så er hylder inde bag ved. Det grønne på billedet er et kamera som er i det tegneprogram som jeg brugte, så det er ikke en genstand som vi skal have på badeværelset.

Programmet som jeg har tegnet denne plantegning i hedder RoomSketcher.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY - rå murstensvæg