Sommerstemning

Fuget murstensgulv

Jeg har haft en rigtig travl sommer indtil videre, og mit liv er ikke blevet mindre travlt efter at jeg for en lille måned siden købte webshoppen gins.dk, men jeg kan jo også godt lide at have travlt og være i gang med en hel masse projekter hele tiden, så det passer mig rigtig godt. Jeg har dog nedprioteret at få opdateret vores igangværende projekter på gården herinde – men her kommer så en lille status på vores fantastiske murstensgulv.

Murstensgulvet er et projekt som vi har gået til og fra siden maj måned, for der er virkelig mange arbejdstimer i at lægge sådan et gulv. Vi vidste godt at det var meget tidskrævende at lægge, men vi havde nok undervurderet de mange kvadratmeter en lille smule, for hold op hvor tager det bare lang tid!

Gulvet er købt hos Gamlemursten.dk, hvor vi har købt murstensskallerne færdigskåret, så vi har ikke selv brugt tid på at skære gamle mursten op i skaller, dette valgte vi ikke at gøre da vi synes at det ville tage alt for lang tid, så vi ville hellere give noget mere for stenene så de var klar til at lægge med det samme.

Vi er helt færdige med lægningen og fugningen af gulvet i fordelergangen i stueetagen. Her mangler vi faktisk kun at give det efterbehandling, og så er det helt færdigt.

Hall’en er færdiglagt, men her mangler vi at fuge gulvet, så det kommer til at tage en dags arbejde hvor vi hjælper hinanden Michael og jeg.

Michael har netop været ude og hente den efterbehandling som vi har valgt at behandle gulvet med. Jeg har fået virkelig mange spørgsmål omkring hvilken efterbehandling gulvet skal have, og hvordan det er at holde. Det sidste spørgsmål kan jeg jo af gode grunde ikke svare på endnu, men vi har valgt efterbehandling efter at gulvet skal være modstandsdygtigt overfor væsker og almindeligt skidt, så det ikke gør noget at man taber en kop kaffe udover det ellers sarte gulv. Vi har valgt at behandle det med en mat betonlak fra Beton Apoteket på Sjælland, hvor Michael alligevel arbejder i denne uge, så det passede perfekt.

Fugen som vi har valgt at fuge gulvet med er en hydraulisk kalkmørtel, da jeg synes at farven og materialet er helt perfekt til de gamle, bløde, patinerede mursten. Michael skulle dog lige overbevises lidt om at denne mørtel ikke var for lys, da han drømte om at fugen skulle være noget mørkere. Men efter vi lavede flere forskellige prøver inden vi begyndte at fuge gulvet, synes han også selv at denne mørtel uden nogen farve i var det pæneste.

Murstensskallerne er lagt i sildebensmønster i både hall og gang, men de ligger ikke i samme retning. Dette har vi valgt fordi at vi synes at det giver bedst mening at mønstret ligger i ens gåretning når man bliver budt indenfor i hall’en. Retningen på mønsteret er ellers “forkert” i forhold til den regel som man normalt bruger når man vælger retningen på gulve i et hus. Det skal nemlig gerne have samme retning som tagryggen på huset, men vi følte at det ville virke forkert i hall’en, så vi gik imod denne “regel”.

Den ting som der klart har taget længst tid ved at lægge dette gulv er alle tilskæringerne. Sådan er det også ved et almindeligt sildebensgulv af træ – som vi jo har lagt en del kvadratmeter af efterhånden, men mursten er bare lidt mere besværlige at arbejde med, for de er både skæve og nogle af dem meget porøse – og så sviner det bare helt vildt at skære dem til. Men resultatet af alle tilskæringerne er det hele værd. Det giver virkelig det sidste finish og håndværk synes jeg.

Jeg skal nok opdatere med et indlæg når vi får fuget hall’en og givet gulvet overfladebehandling. Vi er slet ikke færdige med at lægge murstensgulv endnu, for vi skal også have det i baggangen og hele vinkælderen, så der kommer nok nogle flere indlæg i rækken omkring dette emne.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sommerstemning