Byg om så det kan mærkes

Vores udlejningshus

Indeholder reklame for Aarhus Bad og Fliser

Vi overtog den 1. juli i år et hus, som vi har købt for at sætte det i stand og derefter leje det ud som to lejligheder. Huset er bygget i 1900, og trængte til en gennemgribende renovering – både inde og ude.

Vi har brugt nærmest al vores fritid på at renovere dette hus siden vi overtog det, dette er også grunden til at vi ikke rigtig har fået noget lavet hjemme på gården hen over sommeren, da al vores tid er blevet lagt i dette udlejningshus. Nu er vi nået i mål med den ene af de to lejligheder, og det er virkelig fedt!

Huset er delt i de to lejligheder lige på midten af facaden. Derfor er det også kun den ene halvdel af huset, som vi lige nu har skiftet vinduer og hoveddør i, da vi måtte prioritere vores tid, så vi kunne nå at få lavet den ene lejlighed færdig til den 1. oktober, hvor de første lejere skulle flytte ind.
Lejligheden er 117 m2 og den største som ikke er færdigrenoveret endnu er 160 m2.

Vinduer og hoveddøre er alle fra Vinduesgrossisten.

Vi skiftede hele taget i sommer, hvor vi samtidig satte 5 ovenlysvinduer i. Dette har givet helt vildt meget lys på 1. salen, så disse vinduer er virkelig godt givet ud. Vi har lagt et etanittag fra Cembrit.

Et lille før-billede af huset. Så I kan se hvad vores udgangspunkt var.

Vi har lavet virkelig meget ved huset, og skiftet nærmest alle rør og slanger som man ikke kan se, men jeg vil primært gå i dybden med de rum og arbejdsprocesser som jeg har modtaget flest spørgsmål omkring på Instagram.
Jeg har ligeledes modtaget virkelig mange spørgsmål om økonomien omkring dette udlejninghus. Vi har købt det som investering, derfor skal det jo selvfølgelig være en overskudsforretning, ellers var vi ikke villige til at bruge et halv år af vores fritid på ar renovere det. Da det er et udlejninghus, har vi ikke valgt de samme materialer som vi ville have valgt derhjemme, og lavet en masse ting anderledes, da vi skulle holde omkostningerne for renoveringen nede.
Jeg synes dog at resultatet er blevet rigtig godt, og at vi alligevel har valgt nogle løsninger som ikke altid var de billigste og letteste.

Vi har budgetteret med at renovere hele huset for 400.000 kr. men da vi løb ind i en hel masse arbejde som vi ikke havde forudset, så det ender nok med at vi når at bruge omkring 450.000 kr. kun på materialer. Derudover kommer lønninger til diverse håndværkere oveni.

Facaden

Vi har pudset hele huset med en puds som hedder Weber multi 280, som er en grå hæftemørtel der nærmest kan pudses på hvad som helst. Vi har kun pudset med et tyndt lag, så man stadig kan se strukturen af murstenene gennem pudsen.
Inden vi pudsede facaden op, så fyldte vi de værste huller i murværket og fugerne med mørtel, så det færdige resultat blev så jævnt som muligt.

Da pudsen var tør malede vi huset med en facademaling fra Dyrup i farvekoden: “Mountain goat
Vi har ikke grundet facaden inden vi malede den.
Det tog meget længere tid at male huset end hvad vi havde forestillet os. Dyrups maling var i restordre af flere gange hen over sommeren, så vi blev nødt til at få blandet maling af flere omgange. Dette resulterede desværre i at de farver vi fik blandet ikke var ens, selvom malingen var af samme type, og det blev blandet i samme butik. Vi måtte derfor male hele huset om, også de sider som havde fået to lag maling og egentlig var færdige. Så køb hellere en spand maling for meget, når du køber ind til at male et helt hus.

Badeværelse

Vi starter lige med et yndigt før-billede 😉

Badeværelset er kun knap 4 m2 stort. Da vi overtog huset var der indgang fra køkkenet til badeværelset og ingen vinduer eller ordentlig udluftning. Vi valgte at flytte døren, så man i stedet går ind til badeværelset fra gangen, og fik lukket dørhullet ind til køkkenet. Det gjorde også at indretningen i køkkenet kunne blive meget bedre.

Da vi kom i gang med renovering af badeværelset opdagede vi at der var et vandrør som var tæret op og derfor utæt. Det betød desværre at der var en masse fugt i væggen og gulvet på badeværelset, fugten var trukket ud på den anden side af væggen i stuen og ud i gulvet i gangen. Det er altid virkelig irriterende at løbe ind i sådan en udfordring, for dette betød at vi måtte hakke hele gulvet op, så vi kunne lægge helt nye vandrør og varmeslanger. Vi kunne i samme arbejdsgang lige så godt lave gulvvarme i det nye betongulv, så det gjorde vi.

Da det nye betongulv var støbt sleb vi overfladen, inden at rummet blev vådrumssikret.
De gamle fliser på væggene lod vi sidde og pudsede oven på, for at spare en arbejdsgang og en masse tid. Inden at fliserne blev pudset primede vi dem med en hæftegrunder, så overfladen var ens over alt. Derefter pudsede vi alle vægge med samme hæftemørtel som vi pudsede huset med Weber multi 280. Denne hæftemørtel er ret grov i pudsen, så væggene blev pudset igen med Alfix Durapuds 703 som er god til at slutpudse med.

Da væggene var færdig pudsede, gik vores murer i gang med at sætte fliser på på væggen.
Vi valgte de flottede grønne fliser med marmor look:du kan finde dem hos Aarhus bad og fliser lige her.

Gulvfliserne er grå fliser med betonlook.

Da fliserne var lagt og fuget, gik jeg i gang med at male de pudsede vægge. Jeg valgte at male med farvekoden NCS S 6010-G50Y i glans 25. Jeg primede ikke væggene før jeg malede dem.

Armaturet i bruseren og vandhanen er fra Billigvvs.dk.

Rundt om fliserne i bruseren har vi monteret en lille aluliste, så det indrammer fliserne så fint. Alulisterne er malet sort, så de passer til armaturet.

Vaskemøbelet og spejlet med LED lys er fra Aarhus bad og fliser.

Lyset bag spejlet er bare så fint op mod den grønne farve på væggen.

Vi mangler stadig at få monteret brusevæggen, men vi venter på at den bliver produceret. Men du kan se hvilken en det er vi skal have lige her.

Køkken

Vi valgte at rive væggen ned mellem spisestue og køkken, for at få lejligheden gjort mere lys og åben.

På billedet herunder har vi fået revet væggen ned.

Køkkenet var af ældre dato, så det røg samme sted hen som væggen.

Vi har sat et nyt IKEA køkken op, da vi synes at IKEA laver nogle rigtig gode køkkener til en meget spiselig pris. Vores køkken derhjemme er også et IKEA køkken.

Jeg nåede desværre ikke at tage et billede af det helt færdige køkken, da der her på billedet mangler at få lavet en kasse til emhætterøret, så dette ikke kan ses.

Køkkenet har kostet 20.000 kr. uden hvidevarer.
Vi satte en flise som vi havde til overs fra badeværelset op på væggen bag komfuret. Så det blev en ret fin løsning, så området er meget lettere at holde pæn.

Stue

Sådan så stuen ud inden vi gik i gang med at renovere.

Vi rykkede de gamle gulvtæpper af, skiftede vinduerne, lavede nye inddækninger i vindueshullerne af mdf plader, malede radiatorerne, vægge, indvendige døre og alle lister.

Vi lagde et nyt pergo gulv fra Stark som ligner egetræ. Inden vi lagde gulvet, rullede vi undergulv på, så gulvet ikke ligger og klaprer mod betonen.

Vi valgte at male trappen i sidste øjeblik, da vi ikke kunne forene os med at den skulle fremstå så grim og gul, nu hvor resten af lejligheden er blevet så fin og lys.
Trappen var lakkeret, så den skulle først have en tur med en slibemaskine inden at den kunne blive grundet og malet to gange.

Vi grundede trappen med en trægrunder, og malede den med en træmaling med glans 50. Det er vigtigt at købe en maling af god kvalitet og slibe trappen omhyggeligt inden den males, ellers vil malingen ikke holde særlig længe.

Nu er lejligheden afleveret til de nye lejere, og vi holder en velfortjent renoveringsferie, inden at vi tager hul på at bygge den store lejlighed færdig.

4 kommentarer

  • Sine

    Hvor ligger lejligheden og har I allerede lejere klar? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Kanonfine løsninger. Jeg fornemmer, at der lidt er end holdning om, at Ikea-køkkener er sværere at samle end så mange andre fx HTH go.
    Hvad er jeres erfaringer med Ikea. Kræver det særlig snilde at samle?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Camilla

      Jeg tror ikke at de er sværere at samle end alle mulige andre køkkener.
      Vi synes i hvert fald at det er lige til 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Byg om så det kan mærkes