img_0342Huset på Obdrupgård blev bygget i 1925, så hovedhuset er ikke specielt gammelt, men grunden hvor hovedhuset er bygget på, har en rigtig gammel og spændende historie. Resterne af middelalderborgen Obdrup ligger nemlig i haven til den nuværende gård, lige ud til Århusvej mellem Århus og Grenå, så man fra borgen formentlig kunne kontrollere færdslen på det gamle vejforløb.

Datering
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår borgen Obdrup blev opført, men skriftlige kilder antyder, at den blev brugt som befæstet anlæg omkring år 1340, hvor ejer ridder Stig Andersen lod Bjørnholm opføre sydvest for Obdrup. Efter borgen Obdrup blev nedlagt, fungerede Obdrup/Obdrupgård som ladegård for Bjørnholm.

Jorddiske rester
Resterne fra 1300’tallet står i dag i hjørnet af haven, som en massiv borgbanke, der hæver sig 7-8 meter over kanten af den tørlagte voldgrav som er omkring 20 meter bred og 3 meter dyb. Volden har en top diameter på 18 meter. Rundt om voldgraven løber en jordvold, som er bevaret i hele sin længde. Der er fundet munkesten og kalk på borgbanken, som er blevet tolket som resterne af et tårn.