Hvordan får vi råd?

I kølvandet på Anders Nielsen fra Salmon Street’s fantastiske indlæg om den negative diskurs der er om erhvervsuddannelserne og egentlig bare håndværkere generelt, har dette indlæg også fået mig til tasterne.
Anders’ indlæg endte virkelig med at gå viralt på Facebook, og jeg har netop set ham i Go’ Morgen Danmark, hvor der blev snakket videre om de problematikker som jeg helt klart har kunne nikke genkendende til i mange år. Hvis du endnu ikke har læst Anders’ indlæg, så kan du finde det lige her.

Det spørgsmål som hele tiden vender tilbage på min Instagram profil og her på bloggen er: “Hvad kostede gården?“, “Hvordan har i råd til det?” eller “Hvor får i pengene fra?”
Økonomi for mig er et meget privat emne, og jeg kunne aldrig selv finde på at spørge nogen om noget lignende, men der skal jo ikke mere end en lynsøgning på google til at finde prisen på alle solgte ejendomme i Danmark, så den pris har jeg aldrig gjort særlig meget for at skjule. Men mange har spurgt om vi har fået betalt renoveringen gennem en fond, eller fået noget støtte for at kunne kaste os over dette projekt. Jeg ved ikke om spørgsmålene havde været formuleret anderledes, hvis vi havde haft en anden erhvervsmæssig baggrund?

For vi har desværre ikke fået betalt renoveringen helt eller halvt af en fond eller andre instanser, det eneste vi har kunne drage nytte af, er at det gav cirka 70.000 kr. i energitilskud at sløjfe det gamle halmfyr på grunden og erstatte det med et helt nyt fyringsanlæg, de 70.000 kr. forsvandt dog som dug for solen, da vi skulle købe det nye fyringsanlæg.

Michael og jeg har begge to en erhvervsuddannelse i bagagen, for Michael er uddannet tømrer og jeg er uddannet frisør. Michaels oprindelige plan var egentlig at blive politibetjent, men da aldersgrænsen for uddannelsesstart var 21 år, så skulle han jo finde på noget at lave inden og valgte derfor at gå i lære som tømrer og blev ret hurtigt klar over at han aldrig skulle i gang med politiuddannelsen.
Michael har fortalt mange vilde historier fra sin læretid, hvor han flere gange er blevet set ned på som menneske af kunder, som han har gjort sig umage for at levere det bedste stykke arbejde hos som muligt. Hos en kunde er han engang blevet nægtet at få fyldt sin drikkedunk, da kunden slet ikke ville have noget med de håndværkere at gøre, som gik i sommervarmen og lagde nyt tag på deres hus.

Jeg selv gik i lære som frisør efter 10. klasse. Jeg havde vidst siden 8. klasse at jeg skulle i lære som frisør, så jeg ventede egentlig bare på at var blevet gammel nok til at komme i lære også på trods af at alle mine venner og veninder – lige pånær én eneste skulle på gymnasiet efter henholdsvis 9. og 10. klasse. Jeg har altid klaret mig godt i skolen og fået gode karakterer, så jeg måtte faktisk kæmpe for mit valg om at skulle starte på en erhvervsuddannelse overfor mine lærer og forældre. Det er jo en skam “kun” at blive frisør, når jeg nu havde evnerne til noget “mere”. Denne holdning er desværre meget mere generel i samfundet, og noget som jeg synes der skal laves virkelig meget om på. I alle praktik- og brobygningsforløb i folkeskolen kan jeg ligeledes huske at introduktion om diverse gymnasielle uddannelser fyldte cirka 90 % af taletiden, hvorimod erhvervsuddannelser kun fik de sidste 10%.
Jeg fandt selv en læreplads længe inden jeg gik ud af 10. klasse, så da jeg som 21 årig stod med mit svendebrev i hånden, var jeg virkelig glad og stolt. Det som en erhvervsuddannelse kan i forhold til tre år på gymnasiet er at det modner et ungt menneske så meget. Man får et stort ansvar på en arbejdsplads, hvor ens kollegaer er afhængige af ens fremmøde og arbejdsindsats, dette fandt jeg hurtigt ud af ikke var noget som folk kunne finde ud af da jeg senere tog en studentereksamen.

Der er flere ting som jeg synes gør frisørfaget til et alt for hårdt arbejde med udbyttet taget i betragtning, så jeg valgte at starte på HF, da jeg havde været uddannet frisør i to år. Her mødte jeg mange unge mennesker som nok kunne have haft rigtig godt af at søge andre steder hen, end der hvor jeg var endt, men en studenterhue skal man jo have, koste hvad det koste må: flere år undervejs end sædvanligt, en fraværsprocent på 20 og elendige karakterer. Hvad kan man så bruge den studentereksamen med et virkelig dårligt snit til? Ingenting.

Jeg blev som 25 årig student med et snit på 11,3 og dette snit havde jeg aldrig nogensinde kunne få, hvis jeg som  16 årig og skoletræt skulle have startet på gymnasiet. Jeg er overbevist om at det ville gavne rigtig mange unge mennesker at komme væk fra skolebænken i en periode efter folkeskolen, om det så er for at vende tilbage til gymnasiet, eller tage en erhvervsuddannelse og gøre karriere den vej igennem er jo ligegyldigt, men at jappe sig gennem gymnasiet udelukkende for at følge strømmen og samfundets normer gavner ingen.

Hvad er status så i Danmark? Status er at klare sig rigtig godt med en lang uddannelse fra universitetet. Har det ikke noget med lønnen at gøre også? Jeg mener helt klart at statussymbolet på en succesfuld karriere er at man er glad for det man laver, og at man føler at man får det ud af det som man er tilfreds med, alt afhængig af arbejdsindsats. En fin titel på engelsk i sin mailsignatur kan ærligtalt ikke hidse mig op, men sådan en tror jeg at der er mange som føler sig godt tilfreds med.

Jeg sætter virkelig pris på der hvor jeg er endt i dag. Jeg har siden jeg var 18 år gammel haft råd til min egen bil, flytte hjemmefra og hvis jeg havde brug for penge til flere fornøjelser så kunne jeg bare skrue op for arbejdstimerne.

Hvis Michael og jeg havde haft hver vores akademiske uddannelse, så havde vi aldrig haft mulighed for at købe Obdrupgård. Vi kan holde alle udgifterne for renovering nede på et minimum pga. at vi selv kan lave det hele. Vi har derfor mulighed for at vælge nogle lidt anderledes løsninger, nogle gange med nogle mere eksklusive materialer, da vi ikke har særlig mange udgifter til håndværkere.
Da vi var til første fremvisning af gården, sagde ejendomsmægleren at man nok skulle regne med at lægge 3-4 millioner ud over salgprisen til renoveringen, men dette budget ville slet ikke holde stik, hvis man skulle ud og købe sig til alt arbejde, hvis man hverken kunne eller ville lave noget selv.

Michael og jeg arbejder begge to hårdt og meget for at opnå vores drømme. Vi driver sammen Shopfitters Denmark ApS og Shopfitters Norway som bygger og renoverer tøjbutikker i hele Europa. Michael har selv startet virksomheden for 11 år siden, og vi beskæftiger i dag omkring 50 mand. Jeg synes at Michael og jeg er gode eksempler på at man kan det man vil – også “kun” med en tømrer- og frisøruddannelse, sålænge at man er villig til at investere de arbejdstimer som det kræves for at nå sine mål.

Vi var engang til en fest hvor snakken som altid med fremmede mennesker, hurtigt kan dreje ind på hvad man laver til hverdag. Jeg var netop blevet student og havde derfor min hue på, jeg forklarede at jeg havde taget en studentereksamen fordi at jeg gerne ville læse til bygningsingeniør og derfor stoppe som frisør. Jeg blev spurgt om hvordan det var gået til eksamenerne og pralede selvfølgelig lidt med mit fine snit, hvorefter bemærkningen kom, at det var da virkelig flot gået, når jeg nu var frisør..

Jeg sidder nu som finansdirektør i Shopfitters Denmark, så jeg kom aldrig i gang med at læse til ingeniør. Her må jeg nu kæmpe mod fordommen om at jeg er håndværkerkonen, som pænt er blevet sat på en kontorstol foran computeren og må finde en eller anden rolle at varetage for min lidt for høje “kontordameløn”. Sandheden er en anden og det ved både Michael og jeg, så det er jo det vigtigste, men hvorfor ikke bare anderkende og glæde sig over når det går godt for andre, om man så er murer, SOSU-assistent, elektriker eller frisør.